Regler vedrørende tilsyn
 
Lov om frie grundskoler:

§ 9 a. Forældrekredsen og bestyrelsen skal i fællesskab sikre, at en eller flere tilsynsførende varetager tilsynet med
1) elevernes standpunkt i dansk, matematik, engelsk og, hvis skolen er omfattet af § 8 a, stk. 5, historie,
2) at skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, og
3) at skolen opfylder kravene i § 1, stk. 2, 4. pkt., og § 2, stk. 3, 1. pkt. 1
 
Skolerne skal enten vælge en eller flere eksterne tilsynsførende, eller skolen skal gennemføre en selvevaluering efter en evalueringsmodel, som er godkendt af Undervisningsministeriet. Hvis skolen vælger en ekstern tilsynsførende, er der i Lov om frie grundskoler fastsat regler om, hvad tilsynet indebærer, og nyvalgte tilsynsførende skal fra den 1. august 2012 være certificerede.
 
Forældrene på en fri grundskole vælger en eller flere tilsynsførende til at føre tilsyn med undervisningens kvalitet. Den/de tilsynsførende fører tilsyn med undervisningens kvalitet og vurderer, om undervisningen og elevernes faglige niveau kan stå mål med folkeskolen. Den tilsynsførende skal hvert år skrive en tilsynserklæring. Den eksterne tilsynsførende kan ikke overtage forældrekredsens tilsyn.
 
Skolen skal orientere Skolestyrelsen om, hvem der er valgt som tilsynsførende og endvidere offentliggøre valget af tilsynsførende på skolens hjemmeside. Hvis forældrekredsen ikke vælger nogen tilsynsførende, kan den anmode den kommune, skolen ligger i, om at stå for tilsynet. Hvis kommunen fører tilsynet på en fri grundskole, er det stadig de samme regler, der gælder, som for en forældrevalgt tilsynsførende.
 
Den tilsynsførende skal kunne tale og skrive dansk og skal have de faglige og pædagogiske forudsætninger, der er nødvendige for at kunne føre tilsyn med undervisningen i børnehaveklassen til 9. klassetrin eller tilsvarende. En tilsynsførende skal udtale sig om, hvorvidt eleverne modtager en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Eleverne på en fri skole skal modtage en undervisning, der forbereder dem til at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Det skal den tilsynsførende også vurdere, om de bliver.
 
Efter den nye tilsynsordning skal den tilsynsførende gennemgå et kursusforløb og certificeres af Skolestyrelsen.
Hvert år skal den tilsynsførende overvære mindst en hel skoledags undervisning. Mange vælger dog at aflægge flere og måske kortere tilsynsbesøg, som er fordelt ud over skoleåret.

Den tilsynsførende skal en gang om året aflevere en skriftlig tilsynserklæring til forældrekredsen og skolens bestyrelse om tilsynet. Det er skolens ansvar, at tilsynserklæringen bliver bekendt for skolens forældre. Tilsynserklæringen skal offentliggøres på skolens hjemmeside.
 
Hvis skolens undervisning ikke lever op til kravene, skal det fremgå af erklæringen, og Ministeriet for Børn og Undervisning har ansvaret for at følge op erklæringens indhold.